Glimt fra vekkelseslivet i norske grensebygder

Av Dagfinn Stærk

I Ømark/Øymark (nå del av Marker kommune) var Edv. Guneng en viktig skikkelse i den Frikirke-menighet som etter hvert ble dannet. Hans egen åndelige utvikling gir et godt innblikk i de åndelige brytninger som var i disse grensetraktene.[1]

”I 1866 blev han gift og overtok sin fedrenegård. På den tid besøktes Øymark og Aremark av en kraftig vekkelse, og mange blev rystet og vakt op av syndesøvnen. Forkynnelsen var dog av mer lovisk art. På denne tid blev Edv. Guneng og hans hans unge hustru omvendt til  Gud. Det var da bare de ”gamle lesere” å holde sig til, og blant dem fikk han sin første åndelige opdragelse. Begynte å tale til opbyggelse omkring tre år efter.

I 1876 kom en ny vekkelse over bygdene. Denne var av en annen karakter. De som virket der i den tid, hadde et klarere evangelisk syn. Her blev Guneng med fullt og helt. Det var den sundeste og mest frigjørende vekkelse som i slutten av forrige århundre gikk over disse trakter. Mange blev ført til åndelig frigjørelse og blev bestående.

Efter denne vekkelse blev der skille mellem de gamle og de nye kristne. Og de gamle, som før hadde ligget i strid med prestene, nærmet sig nu dem til kamp mot de ”nyevangeliske”, som de yngre kaltes. Det var jo ikke bare her den evangeliske (rosenianske) forkynnelse blev stemplet som ”nyevangelisme”, over alt blev den ansett som en villfarelse av de ”gamle lesere” (haugianere).”

En underavdeling av Frikirken i Halden ble dannet i 1892, og Guneng ble eldste i denne. Rundt århundreskiftet var det gjentatte vekkelser her, og i 1902 beskrev man det slik:[2]

”I August 1896 begyndte Guds Aand at blæse og der blev Liv i Leiren. Møde holdtes paa Møde og de store Huse i Ømark fyldtes til Trængsel. Virksomheden har været drevet af frikirkelige Brødre og særlig av E. Gunning. Store Ting er skeet. Den, som nu vil beskrive Ømark – Ødemark – maa sige, at den er forvandlet til en Herrens Have. Sandhed er det bleven hva Esaias skriver: ”Ørkenen og det tørre Land skal glæde sig og den ’øde Mark’ skal blomstre som en Rose.” At tælle Folkene, er Fars Sag. For øvrig dufter Rosen godt, og det skulle være stort, om den maatte sprede sin  Vellugt paa ethvert Sted efter Herrens Ord og, som fuldt udviklet Blomst, indsamles af den himmelske Urtegaardsmand.”

Forstander Sannæs fra Halden skildrer et besøk han hadde her oppe sommeren etter vekkelsen. Han forteller at folk tydeligvis satte pris på å høre Guds ord forkynt på denne frigjørende måten:

”Møderne begyndte omtrent Kl. 9 om Aftenen og det i den travle Høaanne. Hvorlænge de varede? Jo, man skulde ikke slide op Vestelommen for alt i ét at se paa Klokken; jeg fik en  Tiltale, som jeg ved neppe jeg har faaet før: ”Du talte for kort!”